Debat og politik

Rute 115 kastebold mellem Region Midtjylland og Favrskov Kommune

Regionsrådet i Region Midtjylland tog den 21. december endelig stilling til et spareforslag, som betyder at rute 115, som kører mellem Hinnerup, Hadsten og Langå skal nedlægges.

I spareplanen var der i første omgang lagt op til, at Region Midtjylland ville tage hensyn til de uddannelsessøgende, men da busrute 115 kun kører internt i Favrskov Kommune, vil regionen ikke længere varetage driften.

– Jeg kan jo godt forstå, at Favrskov Kommune er skuffet over resultatet af denne her spareplan, og når det er sagt, så er jeg bare nødt til at sige, at det er jo vilkårene, vi arbejder under, siger Bent Graversen (V), som er formand for udvalget for regional udvikling i Region Midtjylland.

– Selvfølgelig efterlader vi en masse uddannelsessøgende der, men der mener jeg bare, at på lige fod med alle andre kommuner, så er det jo Favrskov Kommunes opgave at sørge for deres egne elever til deres egne gymnasier, siger Bent Graversen.

Borgmester Lars Storgaard i Favrskov Kommune retter en hård kritik af beslutningen. Han har blandt andet udtalt til Randers Amtsavis:

– Tilbage er der blot at sætte sin lid til den nye regering og håbe, at den har røv nok i bukserne til at nedlægge regionerne, som lægger mere og mere ud til os i kommunerne, uden at der følger penge med.

Inden rute 115 nedlægges endeligt, skal de nye køreplaner i høring, og i byrådet i Favrskov er de på ingen måde færdige med at kæmpe imod nedlæggelsen.

– Jeg håber på, at vi ved fælles hjælp kan finde en eller anden form for løsning, men jeg kan ikke love noget på nuværende tidspunkt, siger Birgit Liin.

Et enigt regionsråd står bag beslutningen, og ændringerne træder i kraft med den nye køreplan, der kommer 30. juni 2023.

Kommentarer