Kultur

Puljemidler giver Favrskovs ældre en juletur i Friheden

Favrskov Kommune inviterer ældre borgere på en hyggelig juletur til Tivoli Friheden i Aarhus, hvor de blandt andet kommer til at opleve en koncert med Stig Rossen. Det er blevet muligt med midler fra en statslig aktivitetspulje til sårbare ældre.

De inviterede er ca. 1.200 borgere, som er plejehjemsbeboere og ældre, der modtager hjemmepleje, aktivitetstilbud og daghjemstilbud.

Grethe Villadsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, glæder sig over, at det er muligt at invitere så mange med på tur.

– For mange ældre borgere har corona-nedlukningen også været en svær tid med afsavn og frygt for at blive syg. Meget har været aflyst, og det sociale liv har været stærkt begrænset. Derfor er det en ekstra stor glæde med de her turdage til Tivoli Friheden, hvor de kan få en hyggelig dag sammen med en pårørende og andre borgere, siger Grethe Villadsen.

Der er reserveret nedenstående fire dage til Favrskov-besøg i Friheden, og de ældre borgere, som alle modtager en skriftlig, personlig invitation, kommer afsted sammen med andre fra deres nærområde. De får desuden mulighed for at tage en pårørende/ledsager med:

22. november Favrskov Vest – Hammel

23. november Favrskov Øst – Hinnerup

30. november Favrskov Vest – Thorsø, Ulstrup, Laurbjerg

6. december Favrskov Øst – Hadsten, Voldum

Arrangementet starter i forlystelsesparkens koncerthus, Hermans, hvor Stig Rossen giver koncert. Efterfølgende er der risengrød, juleøl, the, kaffe og småkager til alle. Så er det efterhånden blevet mørkt i parken, og deltagerne kan inden hjemtransporten komme en tur rundt i Tivoli Friheden, der er julepyntet og stemningsfyldt i alle hjørner.

– Vi synes, at Tivoli Friheden er et oplagt udflugtsmål for den her målgruppe, da det er en smuk park, hvor der er noget at se på og samtidig en indendørs sal til en koncert. Desuden er det forholdsvis tæt på vores kommune, så turen ikke bliver så anstrengende. Vi håber, at mange har lyst til at deltage sammen med en pårørende, så vi krydser fingre for mange tilmeldinger, lyder det fra Grethe Villadsen, der også selv deltager i en af turene.

Kommentarer