Debat og politik

Positivt at udspil sætter barnet og det socialfaglige arbejde først

Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg Kommune og formand for KL's Socialudvalg.

KL glæder sig over, at regeringens nye reformudspil sætter børnene i fokus og lægger op til en mere fleksibel lovgivning.

Børnene først. Det er titlen på det nye udspil til en reform af det udsatte børne – og ungeområde, som regeringen har præsenteret i dag. I titlen ligger kernen i udspillet. At børnenes stemme og rettigheder sættes forrest. Og det glæder KL.

”KL hilser regeringens nye udspil velkomment. Udspillet møder vores ønsker om, at barnets perspektiver skal være i centrum, så barnets behov og trivsel bliver det centrale. Derudover er det glædeligt, at regeringen vil starte forfra på barnets lov og luge ud i de regler, der ikke giver mening, så vi står tilbage med en lov, der giver mere fleksibilitet og gode rammer til det socialfaglige arbejde,” siger Ulrik Wilbek, der er formand for KL’s Socialudvalg.

I forlængelse heraf lægger udspillet op til at etablere et partnerskab, der skal se på rammerne for sagsbehandlingen i kommunen. Det arbejde ser KL frem til at blive en del af.

Fokus på det gode liv

Regeringen har tidligere lagt op til, at hovedsporet i reformen skulle være flere og tidligere anbringelser. Men det glæder KL at se, at regeringen først og fremmest har fokus på at sikre, at børn og unge ikke får et dårligt liv.

”Det er positivt, at regeringen ikke foreslår et måltal for anbringelser. Vi er helt enige i, at forebyggelse ikke skal stå i modsætning til en anbringelse, men at begge dele kan være den hjælp, der er brug for. Kommunerne er meget opmærksomme på, at jo tidligere der gribes ind, desto større er sandsynligheden for, at barnet får en god barndom,” siger Ulrik Wilbek.

Regeringen lægger først op til, at der skal ligge et lovforslag klar i starten af 2022, som skal træde i kraft det efterfølgende år. Det giver god tid til at lande den helt rigtige løsning.

”Vi ser frem til at blive inddraget i de forhandlinger om udspillet, som nu går i gang og i den efterfølgende implementering. Jeg håber, Folketinget vil lytte til kommunernes erfaringer, så vi sammen kan gøre vores bedste for at sikre kvaliteten i alle indsatser, så børnene kan få den læring, trivsel og udvikling, de har krav på. Vi kan i hvert fald konstatere, at nogle af de input, vi er kommet med i det seneste års tid, er blevet inddraget i udspillet. På et enkelt punkt, synes vi dog, at der mangler fokus, og det er på de anbragtes børns skolegang” siger Ulrik Wilbek.

Kommentarer