Samfund

Pizzaer på samlebånd i Thorsø, lokal vin i Læsten og gennemgribende opdatering af Gimming Forsamlingshus

Det nye Forsamlingshus i Gimming for den helt store tur. Illustration: SIGNATUR Arkitekter.

Så er der igen 3 nye projekter på vej fra LAG Randers-Favrskov. Nemlig 2 erhvervsprojekter og et foreningsprojekt der byder på pizzaer på samlebånd, lokal vin fra Læsten og en opdatering af Gimming Forsamlingshus.

Vinproduktion i Læsten

Husum Terkildsen I/S har ansøgt og gennemfører projektet med en samlet støtte på 40%.

Allerede i 2018, plantede de ca. 1200 vinstokke, og de er derfor helt klar til at producere vin i 2021. De søger bl.a. til vineri-udstyr og en jordkælder til lager. De vil satse på besøgsturisme med rundvisninger, og har flere gode muligheder for udvidelse af aktiviteter.

Det kommende besøgssted ligger i Læsten Bakker, hvor kerneområdet er opkøbt af Den Danske Naturfond. Derudover støder Læsten Bakker op til den kommende Naturnationalpark Fussingø, så der er et stort potentiale for besøgsturisme i området.

Etablering af nyt produktionsapparat på Oles Gaard

Oles Gaard A/S har erhvervet en ny hal i Thorsø, så produktionen af økologiske pizzaer kan få bedre rammer.

Bestyrelsen har bevilliget de maksimale 40% til projektet for fødevareprojekter. Hidtil er produktionen af pizzaer foregået på Oles Gård, der ligger nær Sall. Der er nu erhvervet en hal i Thorsø, hvor produktionen vil blive opskaleret og automatiseret. Når produktionen flyttes fra gården, frigives plads til andre tiltag og der er mange ideer, med besøgsturisme, kursus, restaurant m.v. 

Kernen i projektet er etablering af transportbånd til pizzaproduktion, udvidet køle-fryser kapacitet og større ovn. Projektet vil skabe nye arbejdspladser. 

Livet tilbage i Gimming Forsamlingshus, 

Gimming Forsamlingshus har udarbejdet et større projekt hvor også frivilligt arbejde er tænkt med. Bestyrelsen bevilligede hele det ansøgte beløb, så hele huset får den helt store tur, med varmepumpe, nyt tag, ny facade, nye gulve, handikapadgang, nye toiletter og nyt køkken.

De har længe haft udfordringer med manglende P-pladser og manglende udearealer, men det bliver nu løst.

Gimming Forsamlingshus ligger i Landsbyklyngen Kronjylland, som har bakket op om deres ansøgning til Realdania. Realdania bevilligede efterfølgende 1 mio. kr. til projektet.

Fremtiden For LAG Randers-Favrskov

LAG Randers-Favrskov afventer spændt den nye områdeudpegning af LAG. I 2023 starter endnu en ny EU Landdistriktsperiode og normalt er det 7 års perioder, men bl.a. pga. Brexit og Corona, blev perioden 2014-2020 forlænget til 2022. Derfor er den kommende periode kun på 5 år: 2023-2027.

Hvorvidt Randers og Favrskov Kommune er del af den nye periode, vides ikke før Indenrigs- og Boligminister Kåre Dybvad Bek sidst på året har udpeget de områder, der kan starte en LAG i den nye periode. For de områder der får LAG, bliver der i 2022 en mobiliserings indsats, hvorefter der kan nedsættes grupper der ønsker at starte en LAG.

Grupperne udarbejder Udviklingsstrategier for den 5-årige indsats, og i starten af 2023 skal Udviklingsstrategierne godkendes, så de nye LAG kan være klar til at modtage ansøgninger i 2. kvartal 2023.

Kommende ansøgningsfrister

Indtil der vides mere, er de sidste ansøgningsfrister for LAG Randers-Favrskov 11. februar og 9. maj 2022. Tag allerede nu kontakt til koordinator Mette Risager på 60795313 / mr@lagranders-favrskov.dk, og få hjælp og sparring til dit projekt.

LAG Randers-Favrskovs midler er rettet mod projekter i landdistriktet, både erhvervsprojekter og foreningsprojekter. 

Årets Landsby 2022

LAG samarbejder med Region Midtjylland om indstillinger til Årets landsby 2022. Se mere på: https://www.rm.dk/regional-udvikling/det-gode-liv-i-hele-regionen/landdistrikter/region-midtjyllands-landsbypris/ 

Dem der ønsker at søge om at blive årets Landsby 2022, skal kontakte koordinator, som giver sparring og hjælp til ansøgere.

Ansøgningsfrist i LAG Randers-Favrskov er 11. januar, så kom hellere i gang med det samme. Hvis der er mere end en ansøger pr. kommune, vælger bestyrelsen i LAG Randers-Favrskov, den de vil indstille.

Kommentarer