Thorsø

Nu kun én adgangsvej til Høj Stene

Skibssætningen Høj Stene tæt på Gudenåen ved Vejerslev er et populært udflugtsmål.

Alene i påsken var der omkring 2.500 besøgende, der gerne ville opleve den flotte skibssætning i skoven ved Ormstrup Gods.

Den stærkt forøgede trafik overalt i skoven både slider på området og skræmmer vildtet væk. Derfor har Ormstrup Gods efter aftale med Moesgaard Museum og Favrskov Kommune lukket for adgangsvejen fra Borrevej.

Derfor kan man nu kun komme til Høj Stene ved at parkere ved Kongensbro Kro og derefter gå den flotte tur på Trækstien langs Gudenåen. Med lukningen af adgangsvejen fra Borrevej er det ikke længere muligt at medbringe sin hund, da det ikke er tilladt at færdes med hund på trækstien.

Lågen og stien via Borrevej var anlagt for at udgøre en kortere rute for handicappede og gangbesværede, men på nuværende tidspunkt er det altså ikke muligt at anvise andre adgangsveje end Trækstien. 

Læs mere om Høj Stene

Kommentarer