no title
Af Thomas Storm, Medlem af byrådet, Venstre
Favrskov Kommune er bagud i udviklingen omkring elbiler
Thomas Storm, Søften, byrådsmedlem, gruppeformand, kandidat til kommunalvalget, (V)
Markedet for elbiler eller plug-in hybrid biler er i eksplosiv stigning. Den grønne omstilling fra konventionel benzin- eller dieselbiler har de seneste to år rykket sig hurtigere end de bedste eksperter på området havde forudset.
I Danmark viser tallene således, at der i første kvartal 2021 blev solgt så mange el og plug-in hybrid biler, at de udgjorde ca. 25 % af det samlede bilsalg. Dette er en voldsom vækst, bare fra året før, hvor salget i samme periode udgjorde ca. 9 % af det samlede bil salg.
Vi er nu fremme i oktober måned 2021, hvor de seneste tal viser at vi i september måned ser salgstal i Danmark, hvor der er solgt elbiler eller Plug-in hybrid biler, hvad der svarer til 45% af det samlede bilsalg!
Med andre ord, så går det voldsomt stærkt med udviklingen på netop dette område.
For en måned siden blev der igangsat en forsøgsordning med udskiftning af 12 benzindrevne biler til 12 elbiler i Favrskov Kommune. En ordning, der blev vedtaget i byrådet tilbage i februar måned i år. Dengang var der et ønske fra flertallet om en lang forsøgsperiode på evaluering efter 6, 12 og 24 måneder. Med de seneste salgstal af miljøvenlige biler, kan vi nu allerede se, at udviklingen i samfundet igen vil overhale beslutningsprocesserne i Favrskov Kommune.
Ydermere er der hele processen med muligheden for opstilling af el-ladestandere i det offentlige rum. Også her er vi nu kommet bagud i forhold til planerne med muligheder for placeringer i Favrskov Kommune.
Aktørerne, der opstiller el-ladestandere i Danmark, er meget interesseret i et aktivt samarbejde med hver enkelt kommune. Selvsagt er deres aktivitetsniveau størst i de kommuner, der er mest aktive på området, hvilket skubber Favrskov Kommune bagud i udviklingen af den grønne omstilling for biler.
Lad os nu se noget udvikling, der følger med tiden.
I Venstre kræver vi handling og rettidig omhu omkring implementeringen af elbiler.
Kommentarer