Debat og politik

Malte Larsen (S) klar til folketingsvalg i Østjyllands Storkreds

Medlemmerne i socialdemokratiets kredsorganisation i Randers Nord var mandag indkaldt til generalforsamling i Gjerlev aktivitetscenter. Blandt mange andre punkter på dagsordenen, var også valg af folketingskandidat. Medlemmerne genvalgte Malte Larsen, der siden 2014 har været kredsens kandidat.

– Jeg er enormt stolt over at være randrusiansk folketingsmedlem, og jeg glæder mig i al beskedenhed over, at den socialdemokratiske dagsorden har positiv betydning for rigtig mange danskere, siger Malte Larsen i forbindelse med genudnævnelsen.

Han mener også, det har betydning, at et folketingsmedlem har indsigt i de lokale udfordringer. Han peger blandt andet på, at der i øjeblikket graves ved cykelstien mellem Mejlby og Hald, og arbejdet med tilslutningsanlæg ved Randers Nord er umiddelbart forestående. Også pensionisternes forbedrede modregningsregler, den forbedrede kommunale økonomi i Randers og udsigten til bedre finansieringsmuligheder af huse i oplandet er nogle af de politiske resultater, som Malte Larsen selv peger på, er opnået i den indeværende valgperiode.

Også kredsformand Hans Esdahl glæder sig over genvalget af Malte Larsen.

– Malte yder en meget stor indsats på Christiansborg. Han er rigtig god til at orientere sit bagland, men også til at bære vores ønsker ind på Borgen.

Hans Esdahl glæder sig også også over Malte nylige forfremmelse til socialdemokratiets erhvervsordfører.

– Det betyder jo at folketingsgruppen også har lagt mærke til Maltes kvaliteter og indsats i det daglige arbejde, slutter Hans Esdahl.

Kommentarer