Livsstil og forbrug

Favrskov Kommune er Giftfri Kommune

Favrskov Kommune gør alvor af at tage hensyn til natur og miljø. Derfor har de tilmeldt sig kampagnen Giftfri Have og håber at inspirere kommunens borgere. Foto: Favrskov Kommune.
Favrskov Kommune har tilmeldt sig kampagnen Giftfri Have og kan nu officielt kalde sig Giftfri Kommune. Tilmeld din egen have og vær med til at sikre grundvandet og biodiversiteten.

Det er efterhånden længe siden, at Favrskov Kommune stoppede med at bruge sprøjtegift på de kommunale arealer, men nu markerer kommunen det giftfrie standpunkt ved at tilmelde sig kampagnen Giftfri Have.

13.600.000 m2 kommunalt ejet jord – svarende til ca. 2.051 fodboldbaner – er indberettet til kampagnen, som er initieret af Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi.

For Favrskov Kommune er hensynet til natur og miljø hovedårsager til, at de kommunale arealer holdes giftfrie. Sprøjtegifte rammer hele økosystemet og er skadelige for både grundvand og biodiversitet.

Tilmeldingen sker i naturlig forlængelse af kommunens biodiversitetsplan ”Vild med Favrskov”, der blev vedtaget i juni 2020, og som skal skabe opmærksomhed på, hvordan vi alle sammen kan passe bedre på vores insekter, planter og dyr.

Tilmeld din egen have

Kommunen håber at kunne inspirere borgere og virksomheder til at følge trop og droppe sprøjtegiften i haver og på grønne arealer rundt omkring i kommunen.

På giftfri-have.dk kan du tilmelde dig kampagnen og finde inspiration til, hvordan du kan undgå sprøjtemidler og forbedre biodiversiteten i din egen have.

Kommentarer