Debat og politik

EP-debat: Et nyt Europa-parlament med mange bolde i luften

Kim Pagels, Radikale Venstre.

Af: Kim Pagels, Kandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre

Om kort tid er der valg til Europa-parlamentet (EP). 15 danskere skal vælges.

De tre største udfordringer for det næste EP bliver efter min mening: 1) at gennemføre og sætte turbo på den grønne omstilling, 2) at arbejde mod et sikkert og stærkt EU og 3) få styr på immigrationen. Hvad angår den grønne omstilling, så er de forskellige tiltag allerede søsat siden EP-valget i 2019, og der skal nu arbejdes for, at de kommer sikkert i havn.

Det drejer sig bl.a. om at nå 55 % CO2 reduktion i 2030, at gøre vores europæiske bygningsmasse mere energi-effektiv, at tredoble vedvarende energi med sol og vind – og ikke mindst at få succes med de nye teknologier som energi-lagring, CO2 fangst, et udvidet europæisk el-net og grøn brintproduktion som alternativt drivmiddel til sorte brændstoffer. Der er nok at se til, men EU er allerede verdens fyrtårn på disse områder, uden massive statsstøtteordninger som vi ser i Kina og USA. Når vi taler om at sikre Europa forsvar- og sikkerhedsmæssigt, så er vi også her godt i gang. men langt fra i mål.

Efter Ruslands voldelige adfærd i Ukraine og andre steder har EU også måtte iværksætte nye strategier om forsvarsindustri, koordinering af militær-aktivitet i Forsvarsagenturet (EDA) og ikke mindst opbygning af en stående udrykningsstyrke. Dermed vil EU få en større selvstændig rolle at spille i forsvaret af Europa, men stadig som en del af NATO´s europæiske søjle. Når vi taler om immigration til Europa, så er der brug for flere kvalificerede arbejdstagere, for EU har brug for arbejdskraft udefra, men ikke i form af farlig og ulovlig indvandring med små både over Middelhavet.

Med den nye immigrationspagt EU-landene imellem bliver det nu muligt med en mere solidarisk fordeling af asylansøgere ved EU´s ydre grænser. Det nye EP vil blive målt på, hvorvidt det kan skabe resultater på disse tre områder hver for sig – og samtidigt. Hertil kommer den vigtige opgave med at optage nye medlemslande som f.eks. Ukraine og Moldova og sørge for at holde sammen på de nuværende 27 medlemslande uden at enkelte lande kan bremse den nødvendige udvikling af EU som helhed. Radikale Venstre vil som Danmarks europæiske parti gerne drive denne europæiske udvikling fremad og påtage det store ansvar som følger med en plads i Europa-parlamentet for de næste fem år.

Kommentarer