Debat og politik

Corona-passet skal indføres langt hurtigere

Jakob Brandt, Adm. direktør i SMVdanmark.

Corona-passet er en rigtig god aftale, men tidsplanen skuffer. Det er uforståeligt, at der skal gå 3-4 måneder, før det kan være på plads. Vi har brug for passet til at genåbne de hårdt trængte oplevelsesbrancher, mener SMVdanmark.

Regeringen har lanceret et corona-pas, der skal dokumentere, om man er vaccineret. Regeringen regner med, det vil tage 3-4 måneder, før passet er klart.

Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, er begejstret for passet, men er uforstående over for tidsplanen.

“Passet kan få stor betydning for vores eksportvirksomheder, der sender folk ud i verden. Men det er også et meget vigtigt værktøj i arbejdet for at genåbne Danmark. Det kan være en afgørende kickstart til, at vi får noget omsætning ud i vores meget trængte oplevelsesbrancher. Derfor er det uforståeligt, at det skal tage 3-4 måneder, før vi har fået passet udrullet, når de nødvendige data ifølge regeringen allerede i slutningen af februar er tilgængelige på sundhed.dk. Det bør ikke tage yderligere 2-3 måneder oven i hatten at få systemet på plads. Så lang tid tager det ikke for it-virksomheder at lave en app,” siger han.

Han ser et stort potentiale i passet til at give adgang til oplevelser i Danmark, allerede i den tidlige fase.

“Passet skal være klar hurtigere, for vi har brug for at åbne op nu, vi har brug for at få ophævet forsamlingsforbuddet og få turister til Danmark, og virksomhederne har brug for mere vished om fremtidige restriktioner, så de kan lægge planer for de næste par måneder. Man planlægger jo ikke en Roskilde Festival eller andre store begivenheder med 14 dages varsel. Og allerede når vi har en mindre del af befolkningen vaccineret, så bør passet være med til at give adgang til hoteller, restauranter og andre events og kulturbegivenheder,” siger Jakob Brandt.

Kommentarer