Teststeder i Hadsten, Hinnerup og Ulstrup skifter lokation
Teststederne i Hadsten, Hinnerup og Ulstrup flytter, så idræts- og
foreningslivet igen kan komme til i sportshallerne.
Der er fortsat efterspørgsel på at blive testet i Favrskov, og
derfor er det fortsat muligt at blive testet flere steder i kommunen.
Teststederne i Hadsten og Hinnerup skifter dog lokation fra og med
mandag 9. august, mens teststedet i Ulstrup flytter 13. august. Med
flytningerne kan der igen blive plads til idræts- og foreningslivet
samt kulturelle begivenheder i idrætshallerne.
PCR-test i Hadsten flytter fra Kulturhuset Sløjfen til Sundhedshuset
Hadsten, som ligger centralt i byen ved togstationen. Adressen er
Østergade 3A. Åbningstiderne er fortsat alle dage fra kl. 9-16, og
der opfordres til, at man bestiller tid.
Kviktest i Hinnerup flytter den korte vej fra Rønbæk Idrætscenter
og ud i et telt på parkeringspladsen mellem Rønbækskolen og
Hinnerup Badet. Åbningstiderne er fortsat alle dage fra kl. 9-19, og
man møder bare op uden tidsbestilling.
Kviktest i Ulstrup flytter 13. august fra Ulstruphallerne til
Familierummet i Sundhedscenteret på Ulstrup Skole med indgang fra
Hovedgaden 58. Åbningstiderne er fortsat mandag og fredag kl. 14-19.
I Hammel vil PCR-test fortsat foregå i kulturhuset InSide, lige som
man også kan blive kviktestet på det tidligere plejecenter Skaghøj.
Her sker der ingen ændringer.
Kommentarer