Hadsten

Spejdere bygger bro mellem vådområde og junglesti

Foto: Favrskov kommune

Med masser af knofedt og hårdt arbejde har HadstenSpejderne i samarbejde med Favrskov Kommune bygget en gangbro, der forbinder vådområdet Kollerup Enge i Hadsten med en ny junglesti i den tilstødende skov.

Der sker rigtig meget i og omkring Favrskov Kommunes nye vådområde Kollerup Enge i Hadsten for tiden.

For få uger siden blev godt en kilometer af Lilleåen genslynget på tværs af de lavtliggende enge, og i slutningen af oktober indvies det samlede vådområdeprojekt Kollerup Enge, der både klimasikrer Hadsten, fjerner kvælstof fra vandmiljøet og indbyder til nye naturoplevelser i området.

For godt en uge siden bidrog de lokale spejdere, HadstenSpejderne, så med det seneste nye tiltag: en gangbro i træ, der forbinder det store åbne engområde med den tætte skov nord for engene.

Gangbroen gør det muligt at passere Lilleåen fra det nye stisystem i Kollerup Enge og over til en junglesti på den nordlige side af Lilleåen.

Junglestien er tænkt som en vild trampesti, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse og undersøge dyrelivet i det tætte skovstykke.

Junglestien og de øvrige stier i Kollerup Enge er endnu ikke færdiganlagt, og Favrskov Kommune anmoder derfor interesserede borgere om ikke at benytte stierne, før de indvies officielt 27. oktober.

Kommentarer