Thorsø

Ringet op af falsk ”medarbejder fra Nets”

Mandag formiddag henvendte en 56-årig kvinde fra Thorsø sig på politistationen i Hammel for at anmelde, at hun fredag var blevet udsat for bedrageri. Kvinden var fredag ved 13-tiden blev ringet op af en person, der oplyste, at han arbejdede hos Nets, og at han kunne se, at en fremmed person var i færd med at oprette lån i kvindens navn.

Manden oplyste, at han havde brug for kvindens NemID-oplysninger, så han kunne få adgang til hendes bankkonti og få stoppet svindlen. Kvinden udleverede sine login-oplysninger, og samtalen varede i længere tid, hvor manden løbende bad om flere NemID-koder.

Han oplyste også kvinden om, at hun kunne slå hans telefonnummer op på google, hvis hun ville tjekke, at han faktisk ringede fra Nets. Dette gjorde kvinden, og hun kunne se, at telefonnummeret han ringede fra tilhørte Nets. Kvinden blev dog skeptisk, og så oplyste manden i stedet hovednummeret til Østjyllands Politi.

Kvindens datter ankom til stedet, og hun skyndte sig at kontakte Nets, der oplyste, at der var tale om svindel, hvorefter den 56-årige kvinde afbrød samtalen. Efterfølgende kunne kvinden konstatere, at der både var hævet en del penge på hendes konto, og at der var oprettet og udbetalt lån i hendes navn.

Kommentarer