Kultur

Østjyllands Politi inviterer til Åbent Hus i Hadsten

Den 1. juni flyttede nærpolitiet i Hadsten i nye lokaler på Vesselbjergvej. Det vil Østjyllands Politi gerne markere ved et Åbent Hus-arrangement på tirsdag den 7. september.

Det er godt tre måneder siden, at de tre nærbetjente i Hadsten flyttede ind i den nye nærpolitistation, der ligger i Favrskov Kommunes administrationsbygning på Vesselbjergvej 18 i Hadsten. Dengang var corona-situationen ikke til den helt store åbningsfest, men det ser heldigvis lidt anderledes ud nu.

Derfor inviterer Østjyllands Politi nu alle borgere i Hadsten og omegn til Åbent Hus på tirsdag den 7. september fra kl. 14.30 til kl. 16.30.

”Vi har længe glædet os til, at vi kunne få mulighed for officielt at indvie vores nye nærpolitistation i Hadsten. Derfor håber vi også, at rigtig mange borgere, store som små, vil komme forbi på tirsdag og tage del i vores Åbent Hus-arrangement,” siger politidirektør Kirsten Dyrman.

Politikøretøjer, hunde og is

Åbent Hus-arrangementet begynder kl. 14.30, hvor politidirektøren og borgmester Nils Borring vil byde velkommen og holde tale på pladsen foran administrationsbygningen.

Efterfølgende kan man få mulighed for at lidt nærmere på nogle af politiets køretøjer. Man kan også få lov til at prøve at sidde inde i en politibil eller på en politimotorcykel, og så kan man hilse på en politihund og på de betjente, der er tilknyttet nærpolitistationen i Hadsten.

Østjyllands Politi byder på kaffe, vand og is til alle.

Kommentarer