Hammel

Nu åbner den nye genbrugsplads i Hammel

Fra 29. juli kan borgerne og tilmeldte virksomheder i Favrskov aflevere affald på den helt nye og topmoderne genbrugsplads i Hammel.

Den 12.000 kvadratmeter store genbrugsplads, der ligger på hjørnet af Englandsvej og Italiensvej, byder blandt andet på nedsænkede containere, udvidet åbningstid og mulighed for at give brugbare ting videre til andre.

– Vi vil gerne gøre det nemt og hurtigt for vores kunder at sortere og aflevere deres affald. Derfor lever indretningen på den nye plads i langt højere grad op til nutidens krav til sortering og brugervenlighed. Der vil blandt andet være nedsænkede containere, siloer til de tunge affaldstyper og et moderne anlæg til aflevering af miljøfarligt affald, fortæller Lone Bejder, projekt- og udviklingschef i Favrskov Forsyning.

Samtidig er den tunge og lette trafik skilt ad, så kunderne så vidt muligt ikke møder lastbiler, der fragter affald væk fra pladsen.

Udvidet åbningstid med selvbetjening og nyt adgangssystem

Kunderne kan også glæde sig til udvidede åbningstider, så pladserne også har åbent i ydertimerne. Dog vil en del af åbningstiden være selvbetjent uden vejledere på pladsen.

– Vi har lyttet til vores kunders ønsker om flere åbningsdage og mere fleksibilitet i forhold til åbningstiderne. Derfor udvider vi med mandag, så den nye plads er åben alle ugens dage. Derudover vil der senere blive mulighed for at benytte genbrugspladsen med selvbetjent adgang uden for den bemandede åbningstid, siger Lone Bejder.

Slut med brændbart

Samtidig med åbningen af den nye plads, er det ligeledes slut med at aflevere affald i containeren til ”Småt brændbart”. Denne affaldstype skifter nemlig navn til ”Rest efter sortering”.

– Vores mål er naturligvis at sende mere til genanvendelse og genbrug, og mindre til forbrænding. Med det nye navn – Rest efter sortering – vil vi gerne signalere, at det kun er til det affald, der er tilbage, når alt det genanvendelige affald er sorteret ud i de rigtige containere, pointerer Lone Bejder.

Ligeledes kommer containeren til deponi fremover til at hedde ”Til nedgravning”.

GI’ og TA’ – lidt forsinket

Det populære genbrugskoncept GI’ og TA’, der er i Hadsten i dag, kommer også til Hammels nye genbrugsplads. Her kan kunderne aflevere brugbare ting, men også tage genbrugsguld med hjem. Forsyningen indretter en genbrugshal til direkte genbrug, hvor der både vil være et GI’ og TA’-område og mulighed for at donere brugbare ting til foreninger.Genbrugshallen indrettes i samarbejde med de frivillige foreninger, og vil først være klar til brug 27. august.

Åbningsuge efter sommerferien

Selvom den nye genbrugsplads officielt åbner 29. juli, vil forsyningen først for alvor fejre indvielsen efter sommerferien, hvor de fleste er hjemme igen.

– Vi glæder os rigtig meget til at byde vores kunder velkommen i de nye omgivelser. Og det vil vi markere med forskellige arrangementer fra 23.-29. august. Der vil blandt være præsentation af vores nye sorteringsordning i 2023, åbning af genbrugshal og upcycling-workshop med Hammel Billedskole.

Hammel genbrugsplads holder lukket inden ny plads åbner

For at blive helt klar til at byde velkommen på den nye genbrugsplads, vil Favrskov Forsyning i dagene op til åbningen flytte containere og andet materiel fra den ”gamle” plads til den nye. Det betyder, at den gamle plads holder lukket 26., 27., og 28. juli. Har man behov for at aflevere affald på en genbrugsplads, er der mulighed for at benytte de øvrige pladser i Hadsten, Hinnerup og Hvorslev.

Fakta:

Kommentarer