Livsstil og forbrug

Lis og Per sang smilene frem på Thorshøj

Foto: Favrskov kommune

– Hvor er det godt at komme ud igen. På grund af coronaen var jeg ved at føle mig helt indeklemt, så jeg er glad for at være med i dag, siger 88-årige Leo Sørensen fra Søften til arrangementet med sangduoen Lis og Per på Thorshøj i Thorsø.

Arrangementet hænger sammen med Ældreplejens brugertilfredshedsundersøgelse, som Leo også har svaret på. Undersøgelsen er målrettet alle modtagere af hjælp til hjemmepleje, mad, varer eller træning:

– Jeg har givet flest høje karakterer, for jeg er så glad for den hjælp, jeg får i dagligdagen. Jeg har kun været utilfreds med reparationen af min rollator, hvor det hele gik lidt sløvt.

Overfor ham sidder Erik Trond fra Hinnerup. Han er også 88 år, og flere gang synger han med på sangene.

– Det er hyggeligt at lytte til musik og spise sammen. Det gør vi også på Hinneruplund, og jeg møder så mange engagerede og dejlige medarbejdere, der er gode til at gøre det hyggeligt for os. Det sætter jeg stor pris på, siger Erik Trond.

Blandt tilhørerne er også medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget med formand Grethe Villadsen i front. Hun smiler også, for dansktopmusik har altid været et hit hos hende.

– Jeg har snakket med flere, der har givet udtryk for, at arrangementet kalder på en gentagelse, og at vi gerne må runde brugerundersøgelsen af på sådan en festlig måde hver gang. Jeg kan også høre på folk, at de er glade for at give deres mening til kende. Hvis de er utilfredse med noget eller har gode ideer, så kan vi jo kun gøre noget ved det, hvis vi får det at vide. Der vil nok altid være behov for justeringer, så det er dejligt, at folk gerne vil svare på spørgsmålene, lyder det fra Grethe Villadsen.

Kommentarer