Hammel

Fra midlertidig til fast forpagter i InSide

Flemming Christiansen vil pr. 1. januar 2021 være den faste forpagter af Inside i Hammel.
Flemming Christiansen har siden 1. august i år været midlertidig forpagter af Café og Restaurant InSide og Bowling InSide i Hammel, og fra 1. januar 2021 er han den nye forpagter af stedet.

I processen har der været en bred interesse for forpagtningen. Det er Flemming Christiansen, Favrskov Kommune nu har indgået en fireårig aftale med.

Flemming Christiansen er også forpagter af Pøt Mølle – Frijsenborg Slotskro, som han overtog i 2018. Der har han blandt andet opbygget en populær frokostordning, der kræver plads, og den plads har han fundet ved forpagtningen i InSide.

I forbindelse med den midlertidige forpagtning har Flemming Christiansen haft mulighed for at prøve opgaven af:

– På grund af coronaen har huset selvfølgelig været stille her i efteråret, men alligevel synes jeg, at vores involvering i InSide åbner nye døre og giver os flere muligheder. Vi får en større volumen og mere plads, og det er et rigtig godt supplement til mit hjertebarn Pøt Mølle. Vi har godt gang i vores frokostordninger til virksomhederne, og heldigvis er der også kommet konfirmationer i kalenderen i 2021 og 2022. Med forpagtningsaftalen kommer der mere ro på, for så ved folk, at jeg fortsætter, og at de kan regne med os, lyder det fra Flemming Christiansen, der vil fejre aftalen med gode priser 4. januar 2021 efter en kort juleferie.

Forpagtningen i InSide blev ledig i sommeren 2020, da Lina Damgaard takkede af efter at have været forpagter siden 2013.

Udover at sørge for mødeforplejning til gæster i InSide, caféservering og mad til selskaber og arrangementer i InSide kan forpagteren også levere mad til eksterne arrangementer.

Lene Bjarke Skov, afdelingsleder i InSide, glæder sig over, at forpagtningen nu er kommet på plads.

– InSide er et meget aktivt hus, der tiltrækker mange forskellige målgrupper. Det betyder, at mange mennesker har deres gang i huset i løbet af en uge, og en åben café betyder, at der altid er liv i huset. Det er der med Flemming Christiansens forpagtning kommet rigtig godt styr på, og jeg ser frem til at udvikle vores allerede gode samarbejde, siger Lene Bjarke Skov.

Kommentarer