Farvel til en ven – Mindeord om Søren Pape Poulsen

Privatfoto

Af borgmester Lars Storgaard, Favrskov Kommune

Tak til et menneske, der var langt ud over det sædvanlige, og som har sat sig varige spor.

Sørens og min fælles historie byggede ikke alene på et politisk bånd, men på en relation præget af gensidig respekt og venskab. Jeg mindes med stor taknemmelighed de mange år, hvor Søren og jeg har fulgtes på den fælles konservative sti. Og særligt de timer vi har tilbragt sammen i Sørens forældres hjem.

Et af de mest mindeværdige øjeblikke var, da Sørens mor inviterede mig til julemiddag efter tabet af min kone. Invitationen var et symbol på den omsorg og varme, som Søren og hans familie altid udviste. Samtidig var det et øjeblik, der understregede, hvor meget Søren betød for mig – både som partikollega, som inspirationskilde og som ven.

Især Sørens store rummelighed og udprægede ordentlighed vil for altid stå stærkt i min erindring.

Farvel min kære ven, og tak for alt, hvad du har betydet for mig, og for de mange andre mennesker, som du rummede og inspirerede i dit alt for korte liv.

Dit lys vil fortsætte med at skinne i vores minder og handlinger i al fremtid.

Æret være Sørens minde.    

 

Kommentarer