Borgerne først også når regnearkene fylder
Af Nicolai Estrup, Dansk Folkeparti
Borgerne først også når regnearkene fylder
Juleferien er slut, og hverdagen er igen i fuld gang. Nu trækker vi for alvor i arbejdstøjet. For mit vedkommende med stor motivation og et klart fokus: Borgerne skal altid komme først.
I den kommende tid vil jeg komme rundt i både regionen og Randers Kommune for at møde borgere, medarbejdere og pårørende dér, hvor velfærden leves i praksis. For de bedste løsninger skabes ikke bag skriveborde, men i dialog med dem, det hele handler om. Det er i mødet med virkeligheden, at politikken skal bestå sin prøve.
Velfærd er ikke et abstrakt begreb. Det er tryghed for den ældre, værdighed for mennesker med handicap og stabilitet for psykisk sårbare borgere. Derfor kan velfærd aldrig reduceres til kolonner i et regneark. Bag hver sag er der et menneske, og borgere må aldrig blive gjort til tal i et system.
Som formand for omsorgsområdet i Randers Kommune er det mit klare mål at arbejde med gennemsigtighed, ansvarlighed og en løsningsorienteret tilgang. Beslutninger skal kunne forklares og forstås og de skal træffes med borgerens bedste for øje. Ikke ud fra systemets bekvemmelighed, men ud fra menneskers behov.
Jeg ser mig selv som borgernes mand. Har man som borger, pårørende eller medarbejder noget på hjerte inden for omsorgsområdet, skal man altid kunne tage kontakt. Politik må ikke være lukket eller fjern. Tillid skabes gennem tilgængelighed, ordentlighed og vilje til at handle.
Samtidig skylder vi medarbejderne på omsorgsområdet ordentlige rammer. En stærk velfærd forudsætter dygtige fagprofessionelle, der bliver lyttet til og bakket op. Derfor er et tæt samspil mellem politik, faglighed og praksis helt afgørende.
Vi kan styrke velfærden også i en tid med økonomisk pres, hvis vi prioriterer ansvarligt og holder fast i vores værdier. Det kræver politisk mod, ærlighed og respekt for de mennesker, velfærden er til for.
Det ansvar tager jeg alvorligt.
Kommentarer