Samfund

Børn skal ikke længere sendes hjem som nære kontakter

Foto: Favrskov kommune

Fremover er det kun det smittede barn selv, der skal gå i selvisolation. Børn, som er nære kontakter, anbefales i stedet at blive testet og forblive i skole eller i daginstitution.

Sundhedsstyrelsen har opdateret retningslinjerne for håndtering af smitte med COVID-19 hos børn og elever i grundskoler og i dagtilbud m.v.

De nye retningslinjer betyder, at det fremover kun er den smittede, der skal i isolation. Børn i skoler og dagtilbud samt børn, der går til fritidsaktiviteter m.v., som bliver nære kontakter, behøver derfor ikke længere at være i isolation. I stedet kan de testes hurtigst muligt og derefter også blive testet på 4. og 6. dagen efter deres sidste nære kontakt til den smittede person. Børnene/eleverne kan komme i skole og i dagtilbud i perioden, hvor de bliver testet, hvis de ikke har symptomer på COVID-19. Ved positivt svar på testen skal barnet/eleven straks i isolation.

Børn under 3 år behøver ikke at blive testet og må gerne komme i dagtilbud, selv om de er nære kontakter, hvis de ikke har symptomer på COVID-19. De anbefales ikke test som nære kontakter, med mindre de har symptomer på COVID-19.

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, understreger, at det fortsat er vigtigt, at børn med symptomer holdes hjemme og ikke møder op i dagtilbud og skolen.

– Børnene kan nu gå i skole og i dagtilbud, når de er nær kontakt, men til gengæld er det altså afgørende vigtigt, at de bliver hjemme, når de er syge. Vi ser allerede nu flere børn, der er forkølede og har andre smitsomme sygdomme som RS-virus, og man risikerer at smitte hele stuen eller klassen, hvis man ikke holder sit barn hjemme, siger Helene Probst.

Sundhedsstyrelsen understreger vigtigheden af at holde fast i de gode hygiejnerutiner og dermed forebygge smitte med COVID-19 og andre smitsomme sygdomme.

Kommentarer